Livet som forældre og kærester

Mit indlæg handler om at være kærester og forældre og om at støtte hinanden i begge roller.

Mine indlæg er aldrig mega lange, fordi det ikke altid er sjovt at læse kaskader op og ned omkring folks liv, men også fordi jeg bare vil give mine læsere en kort og god beskrivelse, om de emner jeg tager op i bloggen. God læsning <3

Min kæreste (nu forlovet) og jeg mødte hinanden, så kliche som det lyder, i vores bar på kollegiet. Ingen troede rigtig på at J og jeg ville finde sammen for real. Ja ja det er bare en lille uskyldig flirt til at starte med, sagde jeg. Men inderst inde vidste jeg at der ville komme en anelse mere seriøsitet omkring forholdet. Han var nemlig en helt anden type end dem jeg har været kæreste med før. Han var lidt mystisk og spændende på en gang  synes jeg, samtidig i med at han hvilede i sig selv. Og da vi havde været sammen i et år, tænkte jeg nu flytter vi sammen, vi var alligevel sammen hver dag. Jeg har altid været en fest abe og en sucker for by livet, men ikke at forglemme, satte jeg naturligvis (haha) pris på natur og stilhed, så da vi snakkede om børn ret tidligt i forholdet skulle jeg være indforstået med at by livet var slut, i hvert fald de 3 weekender ud af 4.

Men det var slet ikke et problem for mig, for den allerbedste gave er min lille dreng på nu 9 måneder.  Og fandt ud af bylivet var ikke så vigtigt hele tiden. Udover det ville jeg også sætte pris på at komme ud, på en helt anden måde, når det ikke sker så tit. Jeg blev gravid i nov 15 og jeg var udmærket klar over det. En blanding af lykke og usikkerhed, men stadig helt igennem fantastisk. J reagerede lidt uvidende omkring det men blev selvfølgelig mindst ligeså glad. Men nu skulle vi altså være forældre for første gang. Jeg havde på forhånd tænkt hvor vigtigt det er at støtte hinanden igennem det her. At man som kærester i første omgang bakker hinanden 100% op i hele forløbet. Vi kvinder kan blive skrøbelige når vi får andre, nye og flere hormoner i kroppen. Den 28 Aug 2016 kl 19.56 fødte jeg min lille T. Fødslen samt ventetid var i sig selv hård, men det hele værd.

Den første tid er meget vigtig at vi har hinanden, og nu skal der være støtte i det at blive og være forældre. For 1: vi kender slet ikke hinanden i den rolle, og 2: vi kender heller ikke os selv i den rolle, så mit råd er: støt og bak op omkring hinanden og baby, vær ikke blanke for at spørge om hjælp og tag det stille og roligt og en dag af gangen til at starte med, det hjalp os. I dag er vores lille knægt 9 måneder og aktiv som en i H…..

ja vi keder os ikke han kan snart gå og det hele. Rollerne er meget mere på plads og vante nu, men vi lære hele tiden noget nyt heldigvis.

Tak fordi i læste med. God aften 🙂